Få juridisk og professionel rådgivning og hjælp til en likvidation af dit selskab

//

Hvis du og eventuelle medejere har et selskab, som I ikke længere ønsker at fortsætte, og ønsker frivilligt at afvikle, så er det muligt at lukke selskabet ved frivillig likvidation. Når du afvikler dit selskab ved frivillig likvidation skal alle selskabets aktiver, så som ejendomme, kontorinventar, maskiner, varelager m.m. sælges, og alle kreditorer skal betales, inden selskabets ejere som de sidste får udbetalt det, som eventuelt måtte være tilbage.

Fordelen ved frivillig likvidation er, at ejerne ikke hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for eventuel gæld i selskabet.

Søg juridisk og professionel rådgivning

Det kan i praksis være en lang og juridisk krævende proces, med udarbejdelse af mange juridiske dokumenter, så det kan godt betale sig at søge professionel rådgivning og hjælp til afvikling af dit selskab ved frivillig likvidation.

Med professionel rådgivning kan du have tryghed for, at du får en nem og effektiv likvidation af dit selskab.

Når du skal lukke en virksomhed, er det afgørende, om den er solvent eller insolvent, da det har betydning for måden, hvor du skal lukke den på. Du skal nemlig være opmærksom på, at en frivillig likvidation forudsætter, at selskabet er solvent.

Hvis du for eksempel ønsker dit selskab opløst på grund af, at du har mere gæld end aktiver og ikke kan betale dine regninger, så vil virksomheden blive opfattet som insolvent. Når en virksomhed er insolvent, kan den ikke længere opløses ved frivillig likvidation, men skal i stedet opløses efter reglerne om konkurs eller rekonstruktion.

Sådan foretages en frivillig likvidation?

Når selskabets ejere på en generalforsamling har besluttet, at selskabet skal træde i frivillig likvidation, skal der udpeges en likvidator. En likvidator er en person, der bliver ansvarlig for at opløse selskabet, og samtidig overtager ledelsen i selskabet. Derfor fratræder selskabets ledelse og eventuelt revisor, når beslutningen om likvidation er truffet, og likvidatoren indtræder som ansvarlig for selskabets afvikling.

Der stilles forskellige krav til likvidatoren, som for eksempel at han eller hun ikke må have været medlem af selskabets bestyrelse eller direktion og i det hele taget er uafhængig i forhold til selskabet.

En af likvidatorens første opgaver er at sørge for, at der sendes meddelelse til Statstidende og alle selskabets kreditorer om, at selskabet er trådt i likvidation. Kreditorerne har herefter en frist på 3 måneder til at indsende deres krav. Alle krav skal være dokumenteret.

Likvidator skal nu afhænde alle selskabets aktiver og efterfølgende bruge provenuet til betaling af kreditorerne.

Når alle kreditorer er betalt, skal likvidatoren sørge for, at der bliver lavet et afsluttende likvidationsregnskab.

Efter 3 måneders perioden skal der afholdes en afsluttende generalforsamling for selskabet, hvor ejerne skal godkende det afsluttede likvidationsregnskab, og at likvidationen er afsluttet. Hvis der er et eventuelt overskud fra likvidationen, fordeles dette blandt selskabets ejere.

For at likvidationen kan betragtes som fuldbyrdet, skal likvidator til sidst registrere likvidationen hos Erhvervsstyrelsen samt indsende en anmeldelse til Skattestyrelsen med opgørelse over indkomsten for det afsluttende indkomstår.