Hvor var Per?
Fik en opringning af min grædende søster i dag, en af hendes nærmeste venner, havde ikke være til at komme i kontakt med igennem en længere periode. Hun har været meget nervøs for om hendes ven havde det godt, og indimellem var der længere udfald, hvor han ikke var til at få fat i, og det gjorde hende bange. Og nu var den gal igen, denne gang var hun sikker på at der var sket ham noget.
Jeg spurgte ind til hvorfra hun havde fået den idé, og hun synes bare at et eller andet bare var off. At han opførte sig helt anderledes end han plejede, han havde i længere tid lidt af depression og nu var hun bange for om han evt. kunne vare en kandidat til selvmod.
Hvad gør man så i sådan en situation? Når man er storebror? Jeg spurgte selvfølgelig lidt ind til hvor han boede, hvad han arbejdede med? Om han var mødt ind på sit job?
Hun sagde at han ikke var mødt ind to dage i denne uge, hun sidder på samme kontor som ham, og at chefen også var begyndt at undre sig fordi han ikke meldte sig syg, og heller ikke havde fridage til gode. Så min søster og jeg besluttede i fællesskab at vi skulle tage ud og besøge ham i hans kolonihavehus.
Kolonihavehuset
Vi aftalte et tidspunkt efter arbejde en eftermiddag i juni, hvor vi mødtes på de hvide og grå perlesten på p-pladsen ved “Kana”, en bibelsk reference til det forjættede land, der var dejligt roligt der i sommerlandet, og stenene knasede da vi gik rundt om hjørnet for at finde han lille undseelige gule træ hus. Alt så på afstand helt normalt ud, det var først da vi kiggede ind over lågen i ligusterhækken, at vi godt kunne se at her havde han ikke brugt meget tid på græsslåning eller ukrudtslugning.
En nabo stak hovedet ud på den lille gang imellem husene og kom uden opfordring med sine observationer. “ja, altså sådan har det set ud meget længe nu! Vi er flere der har talt om at klage over det misvedligehold der foregår på den kolonigrund, det er ligesom ikke helt i orden, hvis I spørger mig” men det gør vi ikke tænkte jeg, uden at åbne munden, jeg sagde: “Har du forsøgt at banke på, hos Per, og tjekke om han er ok?” men det havde den betænksomme nabo ikke gjort.
Da vi bankede forsigtigt på døren, kunne vi ikke helt lade være med at kigge ind of vinduet, man kunne se direkte ind i stuen, igennem døren, på et hav af tomme vodka flaske, og frysepizza bakker, så noget tydede på at han var derinde.
Jeg behøver sikkert ikke at nævne den triste forfatning han var i, da vi sparkede døren ind, efter at have banket på i en evighed. Han var helt fra sans og samling, han var faktisk ikke til at komme i kontakt med, så min søster ringede 112.
På hospitalet sagde de at det var godt vi havde reageret, han havde en promille der kunne slå en hest ihjel, og det var ikke sikkert han havde klaret natten igennem selv.
Vi var meget i tvivl om hvad vi skulle gøre så vi fandt et firma der havde en døgntelefon, der talte vi med en alkoholkonsulent der selv havde være turen igennem, han sagde at det var bedst for Per at han straks modtog misbrugsbehandling.